Forside

Pressemeddelelse: Nominerede til Climate Cup priserne 2010

Den 30. september kåres vinderne af årets Climate Cup priser 2010. De nominerede inden for fire priskategorier er private og offentlige organisationer i alle størrelser, som arbejder aktivt med klimaudfordringen. En af dem vinder årets hovedpris, som i år overrækkes af klima- og energiminister Lykke Friis.

København, 7. sept. 2010: Den 30. september er der prisuddeling på konferencen World Climate Solutions 2010. Her kåres for tredje år i træk de danske organisationer, der har udmærket sig i klimakampen.

”Verdens klimaudfordringer kan løses af virksomheder og iværksættere ved at tænke nyt og handle anderledes”, siger Christian Motzfeldt, der er formand for Climate Cup dommerpanelet. ”Climate Cup belønner innovation og lederskab i små og store virksomheder, der i væsentlig grad medvirker til at skabe bæredygtige løsninger til vækst og velstand”, siger Christian Motzfeldt.


Her er kategorierne og de nominerede i år:

  • Climate Cup Reduktionsprisen sætter fokus på konkrete mål og reduktion af udledningen af drivhusgasser. Målgruppen for prisen er større og mindre danskregistrerede virksomheder, private samt offentlige (institutioner, kommuner, styrelser mv.). De nominerede i denne kategori er Københavns Energi, Diversey og Scandic Hotels A/S.
  • Climate Cup Strategiprisen sætter fokus på, hvordan klima kommer til udtryk i forretningsstrategien for at imødekomme de risici og muligheder, klimaforandringerne medfører. Målgruppen for prisen er større og mindre danskregistrerede virksomheder, private samt offentlige (institutioner, kommuner, styrelser mv.). KLS Grafisk Hus A/S, Københavns Energi, Nordjysk Elhandel samt Sticks’n’Sushi er de nominerede i denne kategori.
  • Climate Cup Innovationsprisen sætter fokus på produkt- og procesinnovationer, der endnu ikke er på markedet, men som har et stort potentiale for at reducere udledningen af drivhusgasser eller for at forberede samfundet på et forandret klima (tilpasning). Målgruppen for prisen er større og mindre danskregistrerede virksomheder og organisationer, studerende og privatpersoner. De nominerede til Innovationsprisen er Photosolar, EdgeFlow ApS, Grundfos, Merkur Andelskasse og Tandrup Water Solutions.
  • Climate Cup Partnerskabsprisen sætter fokus på et klimainitiativ, som to eller flere parter er gået sammen om for at fremme og styrke resultatet af klimaindsatsen. Målgruppen for prisen er større og mindre danskregistrerede virksomheder, private samt offentlige (institutioner, kommuner, styrelser mv.) og organisationer (ngo'er, fagbevægelser mv.), som er gået sammen i et formelt partnerskab til fordel for klimaet. Partnerskabet må gerne involvere udenlandske parter, så længe der er en danskregistreret organisation i partnerskabet. Tre partnerskaber er nomineret til at vinde prisen. Det er Dong Energys klimapartnerskaber med en række danske virksomheder, Schneider Electric Buildings og Middelfart Kommune samt VELUX og Københavns Universitets samarbejde.
  • Climate Cup Hovedprisen. Se nedenfor.

I år får Climate Cup ministerbesøg, idet klima- og energiminister Lykke Friis vil deltage ved konferencen og uddele Climate Cup Hovedprisen. Hovedprisen er en særpris, der tildeles en af vinderne inden for de fire Climate Cup-kategorier, som gennem sin indsats formår at gavne både klimaet og sin egen organisation samt skabe værdi i samfundet i mere bred forstand.

"Det er regeringens mål, at Danmark skal være med helt fremme i det grønne kapløb. Det kræver, at både erhvervsliv, universiteter og offentlige myndigheder tager opfinderhatten på og hele tiden bestræber sig på at tænke nyt", siger Lykke Friis. Ministeren hilser derfor initiativer som Climate Cup velkommen: "Her spiller tiltag som Climate Cup 2010 en vigtig rolle. Ved at belønne innovationen og dem der tør satse, skaber vi et miljø, der sørger for, at Danmark kan være i front, når det gælder fremskridt inden for klima og energi", siger hun.

Parterne bag Climate Cup er også ser også frem til ministerens besøg under konferencen.”Vi er meget glade for at Lykke Friis vil overrække årets hovedpris ved Climate Cup. Det er med til at profilere Climate Cup og dermed sætte fokus på de mange gode danske initiativer, der er på klima-området”, siger Birgitte Mogensen, partner og klimaekspert i PricewaterhouseCoopers, der står bag Climate Cup, sammen med Mandag Morgen og Berlingske Tidende.


Climate Cup dommerpanelet

  • Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden og formand for dommerpanelet
  • Mette Kynne Frandsen, CEO og partner, Henning Larsen Architetcs
  • Peter Damgaard Jensen, administrerende direktør, PKA
  • Domingo Jiménez Beltrán, talsmand og initiativtager for Royal Awards for Sustainability og tidligere direktør for EEA (Det Europæiske Miljøagentur)

Dommerpanelet bedømmer vinderne ud fra kriterier, som lægger vægt på, om ansøgers klimaindsats virker troværdig og realistisk, om den gør en forskel, samt om der er en rød tråd i besvarelsen af ansøgningsskemaet og det, virksomheden vil, gør og påregner at få ud af deres klimaindsats. Læs mere på: www.climatecup.dk


For spørgsmål til denne meddelelse, kontakt venligst:

Claus Fonnesbech, presseansvarlig, PwC: 3945 3577 / 2588 4107 / cfo@pwc.dk
Birgitte Mogensen, partner, Sustainable Business Solutions, PwC: 3945 9276 / 2041 6028 / bmo@pwc.dk


Om Climate Cup
Climate Cup-konkurrencen sætter fokus på danske organisationers klimaindsatser og giver virksomheder, organisationer og kommuner mv. en unik chance for at synliggøre, at de gør en forskel for klimaet. Ved at deltage inspirerer deltagerne samtidig andre til at gøre en aktiv indsats for at modvirke klimaforandringerne. Målet er, at skabe en fælles forståelse for, hvordan klimaudfordringen kan håndteres og at det kræver handling fra alle aktører. Bag Climate Cup-initiativet og priserne står PricewaterhouseCoopers, Berlingske Tidende og Mandag Morgen med Royal Awards for Sustainability som associeret partner.


Om PricewaterhouseCoopers
Rådgivning om klimaspørgsmål tilbydes i Danmark af afdelingen ”Sustainable Business Solutions” hos PricewaterhouseCoopers. PricewaterhouseCoopers tilbyder branchespecifikke ydelser inden for revision, skat og rådgivning med henblik på at skabe tillid hos offentligheden og øge værdien for klienter og klienternes interessenter. Mere end 163.000 medarbejdere i 151 lande inden for vores netværk arbejder sammen gennem et forenet tankesæt og udveksler erfaringer og løsninger for at udvikle nye perspektiver og praktisk rådgivning. "PricewaterhouseCoopers" betegner det netværk af virksomheder, der er omfattet af PricewaterhouseCoopers International Limited, hvor hver enkelt virksomhed er en særskilt og uafhængig juridisk enhed. www.pwc.dk

Partnerne bag Climate Cup: Berlingske TidendeMandagmorgenPricewaterhouseCoopers Associeret partner: Royal Award